Om mig

Den 12. maj i år trådte jeg ind i politik – på den anden side af hegnet. Jeg har været politisk reporter på TV2 Nyhederne og vært ved adskillige partilederrunder. Jeg har hjulpet danske og udenlandske virksomheder og organisationer med at blive hørt på Christiansborg. Nu handler det om at repræsentere de konservative i Roskildekredsen og forhåbentlig tage det helt store skridt ind i folketinget, når der inden længe bliver udskrevet valg. Jeg vil sætte troværdighed og ordentlighed i højsædet. Og jeg har fem mærke/hjertesager:

  • Vores virksomheder: Gør det enkelt og attraktivt at drive virksomhed. Det skaber værdi, velstand og vækst i Danmark
  • Vores fremtid: Løft den grønne fane, sæt turbo på en bæredygtig omstilling: Klodens klima og den vilde natur er vores ansvar og arv til børn og børnebørn
  • Vores liv: Tag ansvar for dit liv, sæt dig mål og følg dine drømme. Sammen løfter vi dem, som ikke kan selv
  • Vores familie: Vælg frit og bestem selv hele livet: Dine børns skole og uddannelse. Den læge, behandling, pleje og mad, som du ønsker
  • Vores Danmark: Tag hånd om trygheden i hjemmet med et nært og stærkt politi og styrk Danmarks sikkerhed mod ydre trusler med et veludrustet og professionelt forsvar.

Dansk politik er inde i en utrolig spændende periode. Følg mig på vej. Ræk ud. Diskutér for demokratiets skyld. Jeg lover at lytte til alle jeres input og holdninger. Dialog er demokratiets forudsætning

Familie & baggrund

Jeg har altid været interesseret og engageret i politik og samfundsforhold – og i menneskers muligheder for at skabe sig et godt liv.

Min mor var frisør og min far skorstensfejer. Jeg voksede op i Grenå sammen med min søster i en meget munter og diskussionslysten familie. Skal sandheden frem, så var det min far og jeg, der råbte højest ved diskussionerne over middagsbordet. Han og jeg fik en usædvanlig parallel introduktion til det politiske arbejde, da jeg i femte klasse blev valgt til elevrådsformand samtidig med, at han blev lokalformand for skorstensfejerne. Det knyttede os sammen på en særlig måde, at vi oplevede hinanden i andre roller end de familiemæssige, og hans engagement og støtte i mit elevrådsarbejde gjorde det sjovt, men også mere seriøst. Jeg blev ret modig og meget målrettet.

I mit hjem var der politisk højt til loftet og stor frihed til tidligt at rejse på egen hånd og forfølge ideer og muligheder. Min far var ude at tjene som 11 årig, og begge mine forældre havde flere jobs sideløbende for at økonomien hang sammen. Jeg kom også vidt omkring i mine sommerjobs fra grydevasken på byens fine hotel, til sommerjob i banken og på det lokale plejehjem. På den måde blev der råd til både spejder- og ø-lejr og bilferier i familiens lille Morris Mascot.

Jeg oplevede en aldrig svigtende opbakning også til de vildere ideer som weekendtur til København med en jævnaldrende veninde, da vi stadig kun gik i folkeskole. Men på ét punkt var mine forældre totalt urokkelige. Min søster og jeg skulle tage en uddannelse, helst lang og i hvert fald seriøs. Har man evnerne, så er det både en pligt og en gave, når vi havde mulighed for det.

Da jeg efter gymnasiet valgte at læse medicin, udsprang det af lysten til at hjælpe andre. Det sidste par år i gymnasiet boede jeg til leje hos en praktiserende læge Vera, som blev en kæmpe inspiration for mig. Hun var både fagligt og menneskeligt en kapacitet, og lige til sin død i en alder af 91, bevarede hun sin nysgerrighed og et glødende engagement fagligt, kulturelt og i mennesker omkring sig.

Jeg var politisk aktiv på studiet, og hurtigt stod det klart for mig, hvor markant indflydelse de strukturelle samfundsforhold har på, hvor raske eller syge, vi bliver og på vores muligheder for at få et godt og langt liv.

Lysten til at afdække uretfærdigheder og arbejde for bedre og lige muligheder for alle unge, skubbede mig i armene på journalistikken – og på Søren, der dengang var journalistelev, og som jeg i dag stadig er gift med. Søren har holdt trofast ved journalistikken – og ved mig. Til september har vi været sammen i 40 år og har to voksne sønner.

Erhverv & erfaring

Jeg har haft en lang karriere udenfor Christiansborg. Før jeg blev journalist, læste jeg medicin i fire år på Århus universitet og valgte at kombinere studierne med vagter på hospitaler i hele Jylland som lægestuderende. Jeg har nemlig altid haft den opfattelse, at man skal ud i verden for at lære noget. Det er i det praktiske arbejde og i tæt samarbejde med dygtige kolleger, at man for alvor bliver klogere, også som menneske.

Jeg valgte at skifte spor og startede som skrivende journalist på ugeavisen i Ribe. Her var der tæt nærkontakt med både læserne og det lokale forenings- og erhvervsliv. Senere rykkede jeg til dagbladet Vestkystens hovedredaktion i Esbjerg og fik en uvurderlig oplæring i praktisk journalistik af professionelle og dygtige kolleger. Især to garvede redaktører satte sit præg på min tilgang til journalistikken og engagementet i de mennesker, som en lokal og regional presse skal betjene i øjenhøjde.

Fra Esbjerg rykkede jeg til Danmarks Radio som TV-reporter og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Også her mødte jeg høj faglighed og en stærk interesse i at udfylde rollen som seernes øje på samfundsudviklingen både internationalt og i Danmark. Der var fokus på kritisk dækning af forvaltningen af magten i de offentlige institutioner og ikke mindst de folkevalgte politikere.
Ud over politik var jeg særlig optaget af at dække erhvervsstoffet og var derfor begejstret for rollen som vært på Danmarks første erhvervsmagasin på TV.

Fra DR rykkede jeg ud i det aktive erhvervsliv som koncerninformationschef i den store børsnoterede danske virksomhed, Danisco, som ejede De Danske Spritfabrikker, De Danske Sukkerfabrikker, en stor emballageindustri og ingrediensvirksomhed.

Her fik jeg for alvor indsigt i drift og strategi i en stor privat virksomhed med produktion internationalt og forretning i mere end 30 lande.

Jeg rykkede tilbage til journalistikken, som politisk journalist på TV2’s Christiansborg-redaktionen.
Det var en gammel drøm at dække politisk journalistisk. Jeg blev senere nyhedsvært på 19-Nyhederne og derefter vært på Go’aften Danmark sammen med Hans Pilgaard, der om nogen mestrer at dække det enkelte menneskes historie og udfordringer i livet med respekt og indlevelse. Det var en kæmpe inspiration for mig.

Herfra besluttede jeg at bruge min praktiske erfaring fra medieverdenen, Christiansborg og ikke mindst erhvervslivet på at arbejde professionelt med at gøre folk dygtigere til konstruktiv dialog.

Først som seniorrådgiver på et af landets dygtigste kommunikationsbureauer JØP, Ove & Myrthu. Men så kom en meget spændende mulighed. Den daværende partiformand og Økonomi- og Erhvervsminister i VK-regeringen Bendt Bendtsen engagerede mig som sin særlige rådgiver. Tre år i tæt samarbejde med Bendt og holdet af embedsmænd under nok landets dygtigste departementschef Michael Dithmer gav mig uvurderlig indsigt og erfaring. Både i centraladministrationen og i, hvordan politik på topplan fungerer i praksis.

Undervejs spirede lysten til at blive selvstændig. Friheden trak, og Bendts vedholdende politiske fokus på iværksætteri inspirerede mig til at tage springet.

Jeg startede egen virksomhed og stiftede Juhlers.com i 2007 med speciale i personlig ledelseskommunikation for topledere, og den driver jeg fortsat.

Året efter åbnede jeg sideløbende en rådgivningsforretning med Mads Lindberg. Vi drev Vespa Crabro sammen i ti år med speciale i politisk rådgivning til virksomheder, der gerne vil byde på offentlige udbud. Mads er en analytisk kapacitet og en ekstremt erfaren rådgiver med baggrund i både journalistikken og i forsvarsministeriet som rådgiver for tidligere minister Hans Hækkerup.

Vi var et solidt professionelt match og rådgav en vifte af udenlandske kunder, blandt andet det amerikanske flyselskab Boeing i forbindelse med indkøb af nye kampfly til Danmark.

Efter 12 år kunne jeg derfor med ro i sindet lade Mads drive forretningen videre solo og takke ja til stillingen som Group Vice President i Salling Group.

Det tætte samarbejde med adm. dir. Per Bank gav en hurtig indflyvning med ekstrem stejl læringskurve til retail og dagligvarehandlen. Per er en eminent købmand med en ultraskarp strategisk sans og et tempo i internationalt format. Danmarks største dagligvarekoncern var for nylig blevet fondsejet. Dermed opstod muligheden for at etablere en bæredygtig og samfundsengageret profil for dagligvarekæderne føtex, Netto og Bilka.
Som direktør for Corporate Affairs, CSR og kommunikation fik jeg blandt andet ansvaret for at etablere og styrke Salling Groups grønne, bæredygtige profil.

Sammen med et dygtigt og engageret team satte vi bl.a. fokus på klimamærkning af fødevarer og på plastik. Ti principper og guidelines til alle leverandører skulle bidrage til at bruge plastik med omtanke, så mindst muligt ender som affald i naturen.

Vi ville gøre det lettere for familier og kunder at spise mere grønt og træffe bæredygtige valg både ved køledisken og hjemme i køkkenet. Så i samarbejde med den grønne tænketank Concito og med støtte fra Salling Fondene blev Den Store Kimadatabase etableret. Med den i ryggen kan hele dagligvarehandelen nu arbejde med klimamærkning af fødevarer, så det bliver lettere for os alle sammen at handle mere bæredygtigt.
Concitos Klimadatabase blev velfortjent belønnet med Nordisk Råds Miljøpris i efteråret 2021.

Fra Salling Group rykkede jeg retur til København og til Slotsholmen. Fortsat med professionelt fokus på den grønne agenda, nu med natur og biodiversitet som omdrejningspunkt i en nyoprettet stilling som kontorchef i Miljøministeriet med ansvar for strategi og kommunikation.

Det gav mening for mig at bidrage på de indre linjer, hvor den praktiske politik skabes. Jeg ville gerne bringe både min erfaring og et bredt kontaktnet fra en lang karriere udenfor Christiansborg i spil. Efter seks måneder valgte jeg dog at sige op. Ikke fordi arbejdet ikke var vigtigt, ikke fordi jeg manglede dygtige og dedikerede kolleger – tværtimod. Men på grund af usædvanlig stram topstyring fra statsministeriet, der bedrev ledelse med en uset mangel på respekt for faglighed og integritet.

Der mangler ordentlighed og redelighed i samarbejdet mellem politikerne og embedsfolk.

Jeg håber, at en ny, borgerlig regering genopretter tilliden og respekten til vores dygtige, uafhængige embedsværk. Det har uvurderlig værdi for Danmark.